Min store dreng er som så mange andre vild med riddere, vikinger og den slags :-) Da han også er glad for rollelege med udklædning, syntes jeg bestemt han manglede en ringbrynje til at gå med den hjelm, han fik i fødselsdags gave (fra Nationalmuseet, hvis nogen har lignende afkom ;-)).
For år tilbage fik jeg nogle store sække med garn fra min tantes mor, og deri var en heeel masse gråt bomulds-sokkegarn. Jeg må tilstå jeg ofte har tænkt "hvad skal jeg dog med det", for jeg er altså meget til farver, men man ved aldrig hvilke håndarbejder der ligger forude ;-) Og de grå nøgler var nemlig perfekte til dette projekt!
Først forsøgte jeg mig med strikkeprøver for at finde frem til den teknik, der bedst ligner ringbrynje, men lige inden jeg begyndte at slå op (i perlestrik, det er faktisk ret flot, og tak til Irene for forslaget!), så fandt jeg denne opskrift - og det kan jo ikke blive meget flottere eller nemmere end den :-D
Jeg har fået tilladelse af designeren til at oversætte opskriften, så her er den direkte oversat, og med mine egne noter (fx om lange ærmer) nedenfor:
Strikket ringbrynje til en ung ridder
Materialer:
- Omkring 200 g mellemtykt uld eller uldblanding - dette vil være rigeligt selvom ridderen er større end min og du vil have korte ærmer.
- 10 mm rundpind (Eller større. Eller mindre. Læg et par masker til eller træk et par masker fra kroppen, hvis du bruger en anden pindstørrelse, eller din ridder er større eller mindre end min. Retstrik er MEGET elastisk, så det er ikke så vigtigt.)
- Uldnål
- Restgarn til midlertidigt opslag
Ringbrynjen
Lav et midlertidigt opslag på 30 m for toppen af skuldrene.
Ryg: Strik ret frem og tilbage til armhulen (8 riller eller lignende for en ærmeløs brynje, måske 9 eller 10, hvis du vil have ærmer. Bedøm selv.) Sæt de 30 m af på et stykke restgarn og saml de 30 m fra opslaget op.
Forstykke: Strik 10 m ret (højre forstykke). Luk de følgende 10 m af. Strik de sidste 10 m ret. Vend. !0 m ret, lad garnet hænge, brug en ny garnende til at strikke de andre 10 m ret. Vend.
Udtagningspind: Ret til sidste m, tag 1 m ud, sidste m ret. Nu har det højre forstykke 11 m. For det venstre forstykke, 1 m ret, 1 ud, ret til enden. Nu har det venstre forstykke 11 m også.
Strik alle m ret på vrangsiden, og hold de to dele adskilt ved at bruge 2 garnender.
Gentag udtagningerne på retsiden til du igen har 30 m ialt. På den næste retside, strik hele vejen hen over med den ene garnende, så de to dele føjes sammen.
Fortsæt frem og tilbage til armhulen (til rillerne så forstykke matcher bagstykke), og føj så forstykke og bagstykke sammen til rundstrik. Placer en markør ved sammenføjningen. Nu hvor du strikker rundt, skal du strikke hver anden pind vrang for at det vedbliver at være retstrik. Inviter din ridder til at hjælpe!
(Hvis du ikke har lyst til at strikke vrang, kan du strikke for- og bagstykke videre hver for sig og til sidst sy dem sammen i siderne.)
Når kroppen er lang nok (til lavt på hoften), lav en slids midt for og bag så det er nemmere at sidde til hest:
Sæt 30 m af på restgarn. Tæl 15 m fra markør (midt for) og tag 30 m op (til midt bag). Strik ret frem og tilbage indtil flappen er lang nok (8-10 riller). Luk af.
Saml de resterende 30 m op og strik frem og tilbage til den matcher den anden flap. Luk af. Hæft alle ender.
Hvis du vil have ærmer, saml masker op i ærmegabet. Jeg ville lave den fladt og sy sammen, så du ikke skal strikke vrang :-)
Original opskrift kan ses her, med fine billeder af Karas egen ridder :-) Billederne her er mine.
Mine noter:
Jeg strikkede den med 2 tråde bomuldssokkegarn på p 9, slog 36 m op og strikkede det hele frem og tilbage (vrang og mig har aldrig været bedste venner). Jeg strikkede 12 m for hvert forstykke og lukkede 12 af i midten. Ærmerne tog jeg op til inden jeg syede sammen (34 m, målte på modellen hvor de skulle sidde) og strikkede også frem og tilbage med ( med indtagninger i siderne på hver 6. rille ca), til de passede hans armlængde. Til sidst syede jeg sammen og hæftede ender.
Nu vil den yngste naturligvis også have en, og der er stadig rigeligt garn :-) Men med korte ærmer. Den overvejer jeg at strikke rundt, for jeg bliver jo nødt til at blive gode venner med vrang en eller anden dag ;-)
Kommentarer
Waw :-)
Ja, er han ikke herresej? Nu ønsker du dig også sådan en, ik? :-D Eller måske gemalen? ;-) Så faktisk at de hos thinkgeek.com har en rigtig ringbrynje t-shirt, den kan vi overveje til hans fødselsdag ROFL Ultimate geek, hva?
Hvor er det bare en fed ide! Min søns klasse skal holde fest med eventyr tema, og han vil gerne være ridder, så jeg skal da i gang med den her nu!
God fornøjelse :-)
Tilføj kommentar