Disse to små julelandskaber er hæklede. Du finder mønstret på træerne her. Den lille dug på det øverste billede kan jeg ikke lige finde mønstret på, men den på det nederste er denne her. Træerne er lavet med 3 mm nål og rester af grønt sokkegarn. Den øverste dug er lavet af bomuldsgarn til en 3 mm nål, og den nederste er lavet med tynd merceriseret bomuld på 1,25 mm nål.
Jeg lavede kleenex box covers til min farmor. Hun mangler ikke så meget, men hun værdsætter håndarbejde lige så meget som mig <3 Så jeg kiggede lidt rundt hos hende og fandt ud af, at sådan nogle her da godt kunne pynte i hendes stuer. Jeg startede med at tage udgangspunkt i dette mønster (på Ravelry), men endte med at modificere temmelig meget, før jeg var tilfreds. Jeg tror måske jeg tog nogle noter undervejs - spørg mig, hvis du er interesseret.
Lillebror havde huller på knæene, så jeg hæklede nogle lapper :-) Pacman er en 3/4 cirkel i stangmasker, i bomuld på 3 mm nål. Spøgelset er først en halv cirkel i stangmasker, og så frem og tilbage 3 gange over den flade diameter af cirklen og aflukket med muslingekant - også i bomuld på 3 mm nål. Øjnene er en lille cirkel i fastmasker, og så pupil i sort garn. De er syet på bukserne med kastesting i passende trådfarver.
Hjerterne er hæklet med sytråd på en 0,5 mm nål. Jeg kan altså ikke lige finde ud af hvorfra det øverste mønster kommer, og det nederste er så vidt jeg ved noget, jeg har luret fra hjerter hæklet af min oldemor. Jeg vil prøve at få lagt en opskrift op før jul.
Sådan ser African flower ud i sytråd, hæklet på en 0,5 mm nål. Jeg havde sådan en ide om at jeg ville starte på et lille dukkehus med hæklede ting - det her skulle være til et tæppe. Foreløbig har jeg dog kun fået lavet den, fordi det er gået op for mig, at jeg uden tvivl må anskaffe mig en luplampe, før jeg skal lave meget mere i den nåltykkelse :-P
Beklager det ufikse billede :-D Men sokkerne fejler ikke noget - regnbuer <3 <3 Garnet er Schoppelwolle Zauberball, og de er strikket efter vejledningen her.
Det her var min sidste gave til min mormor. Det er nemlig et kort, som kom med i kisten, da vi sagde farvel <3 Det var hende, der lærte mig at lave sådan noget - faktisk er blomsterne hendes egne, for jeg havde fået alle hendes ting af den slags, da hun flyttede i ældrebolig og ikke skulle bruge dem mere. Firkløveren er fra det magiske sted i min græsplæne. Min mormor, og min mor og farmor, har lært mig alverdens håndarbejde, og ikke mindst at påskønne det hjemmelavede <3
Klokkerne var til en veninde, der skulle giftes :-) De er hæklet i tynd bomuld på 2 mm nål, så vidt jeg husker, og fastgjort til karton, så de kan tages af kortet og bruges som pynt. Mønstret er her.
Jeg fik også lavet mig en trøje, såmænd! Mønstret finder du her (på Ravelry). Det er lavet i noget rigtig lækkert garn - lammeuld og silke, men det egner sig faktisk ikke helt til formålet, fordi det ikke rigtigt er elastisk. Dvs at kanten foroven faktisk endte med at blive så bred, at den falder ned over skulderen. Jeg tænker på at strikke en rib deroppe, selvom det jo ikke passer helt til - men bare for at den bliver mere anvendelig, så jeg rent faktisk gider gå med den. Og så må jeg også tilstå, at jeg er ved at være lidt træt af at de fleste fine mønstre med bærestykker ikke har nogen formgivning i det øverste stykke og altså er lige høje foran og bagpå, så man altid enten har kanten højt oppe i halsen foran, eller meget langt nede bagpå...
Første gang jeg så dette tæppe var mine strikkeevner slet ikke tilstrækkelige. Men jeg vidste bare, at en dag ville jeg lave det til min kusine, hvis baby lod vente på sig i mange år. I mellemtiden nåede jeg at strikke det til en anden kusine, som også blev meget glad for det <3 Sidste år kom hun så endelig, denne her baby som lod vente på sig så længe, og jeg strikkede løs med enorm glæde <3 Denne gang kunne jeg jo så bruge de ændringsforslag fra Ravelry, som jeg først opdagede for sent til første tæppe, så versionen her er efter denne vejledning.
Kortet hørte til tæppet ovenfor og er også lavet af min mormors blomster - jeg tænkte at det var en lille hilsen fra hende til det oldebarn, hun ikke nåede at se, da hun døde mens min kusine var gravid. Firkløveren er igen fra den magiske plet i min græsplæne.
Huen er lavet til salg for La Leche League, som er en international ammehjælpsorganisation, jeg er frivillig i. Jeg fik doneret garn fra Tot og Tråd, min lokale garnbutik, og har lavet huer og trøjer. Jeg fik lov at bruge Irenes fine djævlehue-mønster til det (man skal altid spørge om lov, inden man bruger andres mønstre til at producere ting til salg, hvis ikke der står på mønstret at det er til fri afbenyttelse til alting).
En anden hue, jeg strikkede for LLL. Det var ikke rigtigt efter et mønster, tror jeg. Den er strikket nedefra, med rullekant (3-4 pinde glatstrik), så en 5-6 pinde enkeltrib, og resten i glat med 6 vrangmasker ligeligt fordelt, som flyttes til venste for hver ny omgang. Der er taget 6 m ind mellem vrangmaskerne på hver anden pind, når ønsket højde er nået. De sidste omgange er i glat, og så afsluttes den med 6 omgange med de sidste 6 m, inden garnet brydes og trækkes igennem maskerne for at lukke af.
Englen var på årets julekort til de frivillige på Ammenet og LLL. Den er lavet i bomuld på en 2 mm nål, så vidt jeg husker. Man kan jo evt pynte kortet mere med ogle små snefnug, eller en kant hvis man har tid :-) Nu skulle jeg lave omkring 30, så det havde jeg ikke ;-) I 2016 bliver det op med 45 O.o
Du finder mønstret på englen her.
Nisserne har mine børn lavet. Kroppen er en kogle, næsen en perle limet på, og huen er syet sammen på vrangen i filt og sat fast med en lille klat lim bagerst. Kanterne er bukket op for at se pæne ud. De er sat fast på en base af ler, og så er der trykket lidt møs fast rundt om dem.
Kommentarer
Sikke mange smukke ting du/i har fået lavet de sidste år. Hvor er det dejligt med liv på bloggen igen, Sisse :-) Jeg kommer ofte forbi Maisha, - idag fordi jeg skal ha strikket mig et par nye hjemmesko, de gamle er slidt op - og din opskrift er bare så god. Kh Henriette
Haha, det tog mig så kun 3 år at opdage din kommentar, Henriette :-D Men tak
Tilføj kommentar