Gå til hovedindhold

Halsrør i rib på tværs

Jeg synes halstørklæder til børn kan være rigtig irriterende, og derfor er halsedisser og halsrør langt federe, medmindre man da foretrækker elefanthuer. Min ældste dreng kan bare ikke rigtigt lide at have noget stramt ved halsen, men vil gerne kunne holde varmen. Derfor lavede jeg dette halsrør i rib, som går på tværs af halsen i stedet for den anden retning :-) Det giver et rør, der strækker sig i højden, men er løst og rart i bredden. Her fremvist af den yngste, som også fik et magen til ;-)

Det er ikke en rigtig halsedisse, synes jeg, for den går ud forneden ved skuldrene (tænker jeg i hvert fald), men den varmer hvor den skal :-)

Den er strikket som et kort halstørklæde, som til sidst sys sammen bund mod top og danner et rør. Derfor slog jeg op med usynligt opslag, som er min favorit-teknik til den slags arbejder, hvor man har brug for at have åbne masker til slut.

Jeg brugte Lucca, fordi det er det bedste ikke-kradsende garn jeg kender, og så havde jeg noget liggende ;-) Jeg synes det er såååå lækkert og egner sig fint til små arbejder, men jeg bruger det aldrig igen til trøjer :-/ Nå, sidespring! Du vælger bare det garn, du vil bruge, og en pindstr. der passer til.

Materialer:

  • Garn - mængde afhængigt af hvor stort du laver det. Jeg brugte ca. 125 m.
  • Pinde der passer til garnet :-) Jeg brugte en 4,5 mm rundpind.
  • Uldnål
  • Restgarn og hæklenål til opslaget

Opskrift

Det er måske lidt meget at kalde det en opskrift ;-) Men altså, du gør sådan her:

Med et andet garn og en hæklenål der er større end dine valgte pinde, lav en kæde på 65 lm.

I bunden af kæden, saml 58 m op med dit valgte garn og før over på strikkepinden.

P. 1 (RS): *2 r, 2 vr* hele vejen, sidste 2 m r.

Herefter følger du det etablerede ribmønster til arbejdet måler 40-45 cm i højden til børn, 50-55 til voksne. Prøv om længden passer ved at lægge det rundt om halsen og holde enderne sammen. Afslut med vrangsiden og lad maskerne sidde på pinden. Bryd garnet med 1½ m garnende.

Sammensyning

Tag nu maskerne fra opslaget op på en anden pind (eller den anden ende af rundpinden, hvis du strikker med en sådan) for at sy dem sammen med maskesting. Hvis du allerede nu besvimer ved tanken om maskesting i dobbeltrib, kan du naturligvis vælge en sammenstrikningsaflukning (three needle bind-off), men jeg synes altså det andet er besværet værd ;-)

Jeg vil snart få lavet en video til maskesting i dobbeltrib, men indtil da må du nøjes med beskrivelsen herunder. Den forudsætter at du er bekendt med maskesting i glatstrik.

Maskesting i dobbeltrib

Jeg fandt denne beskrivelse her, og den fungerede fantastisk :-)

Hold pindene så den bagerste er opslaget, og den forreste er sidste pind af arbejdet. Hold pegefingeren imellem, ligesom Irene gør på videoen med maskesting i glatstrik.

Start med at føre nålen som vr gennem første m på forreste pind og derefter som ret på første m på bagerste.

Herefter starter mønstret, som løber over 8 trin og i alt 4 m (2 r, 2 vr). Maskerne arbejdes parvist.

  1. Forreste p: r - tag af; vr.
  2. Bagerste p: vr - tag af; r
  3. Forreste p: r - tag af; r
  4. Bagerste p: r - tag af; r
  5. Forreste p: vr - tag af, r
  6. Bagerste p: r - tag af; vr
  7. Forreste p: vr - tag af; vr
  8. Bagerste p: vr - tag af; r

Som du kan ved (og kan se) tages første m altid af, så derfor kan remsen forkortes, så den bliver nemmere for dig at huske. Jeg vil anbefale dig at sætte dig uforstyrret og gøre dette - evt. grave et hul i haven, hvis dine børn heller ikke kan lade være at snakke til dig hele tiden når du er i rummet, grrr. For hvis du afbrydes midt i remsen skal du være ret øvet i dette for at se hvor du var nået til.

Den korte udgave af remsen er altså:

  1. ret, vrang
  2. vrang, ret
  3. ret, ret
  4. ret, vrang
  5. vrang, ret
  6. ret, vrang
  7. vrang, vrang
  8. vrang, ret

Afslut og hæft enderne. Da jeg lavede en til hver af mine drenge, i hver sin længde, sørgede jeg for at de kan kende forskel ved at hækle en kant i begge sider med resterne af garnet fra Lillebrors hue på hans halsrør :-)

Du kan selvfølgelig også lave røret længere så det kan vikles om halsen 2 gange og være ekstra fyldigt.

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Begrænset HTML

  • Tilladte HTML-tags: <a href hreflang> <em> <strong> <cite> <blockquote cite> <code> <ul type> <ol start type> <li> <dl> <dt> <dd> <h2 id> <h3 id> <h4 id> <h5 id> <h6 id>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
CAPTCHA
Dette spørgsmål afgør, om du er et menneske, for at forhindre automatisk indsendelse af spam.