MIn ældste søn har lavet gaver til familien i flere år nu, og de er altid meget populære. Han er nu ved at være så stor, at han gerne vil købe bestemte ting til folk, men så har jeg jo heldigvis en søn mere, som stensikkert gerne vil male lidt til familien et par år endnu :-) Her følger idéer, nogle af dem mine egne og andre fra veninder. Nogle af dem er selvfølgelig meget åbenlyse, men jeg skriver dem altså alligevel, bare for det tilfælde at nogen ikke lige havde tænkt på den idé :-)
Kopper
For nogle år siden lavede vi personlige krus til hele familien. Vi købte et lidt dyrt sæt med 6 farver porcelænsmaling hos Panduro Hobby og nogle gode pensler. Sættet kostede vist omkring 275,- og der er til maaange krus i det. Vi har brugt resterne til at male på kedelige glaslamper og alt muligt andet hårdt, der kan varmes i ovnen for at hærde.
Jeg satte først malertape på den ene side, og derefter gik min søn løs med malingen. Vi brugte små pestoglas til de blandede farver, da de så kan gemmes til senere med låget på. Da han var færdig, fjernede jeg malertapen og malede så fx "Morfars kop" på det 'rene' stykke. Derefter stod krusene til tørring natten over, og blev så hærdet i ovnen i 30 minutter ved 150 grader. Det kan i øvrigt varmt anbefales at lægge voksdug overalt på bordet samt enten tage tøjet af barnet eller give ham tøj på, der gerne må blive plettet.
Man kan også købe tuscher til porcelæn i hobby-forretninger, men det er langt dyrere - dog måske nemmere for de allermindste at tegne med en pensler?
Man kan selvfølgelig også bruge andet end krus - tallerkener, tepotter, hvad som helst virker.
Jeg prøver at få taget et billede af et af de fine kunstværker når jeg næste gang er hos mine forældre :-)
Puder
Dette er en variation af ovenstående tema men med tekstil-maling. Vi lavede en sofapude til min svoger af en gammel sofapude. Først tog vi et stykke lagenlærred, der er lidt mindre end målene på puden. Det lagde vi ud på bordet ovenpå voksdug, og så malede vi med tekstilmalingen fra Panduro Hobby. Jeg husker ikke hvad vi gav for det, men vi købte en pakke med 6 farver, der igen kan blandes til nye farver i pestoglas eller andet slags glas med låg. Malingen tørrede natten over og skal så stryges på bagsiden for at fikseres.
Stearin-maling
Man kan få nogle specielle tuscher og maling til at tegne på stearin-lys - det er rigtig fint fx på store bloklys, hvor der er plads til en fin tegning. Jeg har ikke prøvet det selv og ved derfor ikke helt, hvordan det fungerer, men har set det fine resultat.
Smykker
Alt hvad der kan trækkes en snor igennem kan laves til en fin halskæde eller et smukt armbånd. Træperler fås både i BR og i mere økologisk udgave i øko-legetøjsforretninger og helsekoster. Man kan dog lave en meget billig og sjov halskæde af makaroni, der kan males i forskellige farver.
Malerier
En fin gammel ramme fra en genbrugsbutik kan bruges til at indramme et smukt maleri. Fingermaling i primær-farver bliver ekstremt flotte som malerier.
Bøger
Man kan sammen med barnet lave en historie i bogform med tilhørende tegninger. Enten kan historien fortælles af barnet, og mor og far tegner, eller også kan barnet tegne og mor og far lave forklarende tekst til tegningerne. Bogen kan samles fint, ved at man før der tegnes folder papirerne på midten, dvs. delt i A6 sider, og så efter tegningerne laver huller med hulmaskine 1 m inde fra foldekanten og trækker en fin snor igennem, og binder en sløjfe.
Kommentarer
Hej Sisse
Jeg har et par forslag mere til de hjemmelavede gaver
Man kan også stofmale viskestykker eller hvide grydelapper med ungerne.
Hvis mor/far gider sy en lille mobiltelefon holder, kan man jo også dekorere den!
Sidste år havde min svigermor købt lærreder og maling til drengene og kune givet dem røde og gule farver. Sagt at hele billedet skulle være malet med farve. Det er der faktisk også blevet 2 rigtigt flotte billeder ud af. (Altså taktikken med at styre børnenes farvevalg lidt).
Under kopper tænker jeg: Æggebægre er også en mulighed ;-)
Man kan også købe et stykke fleece og klippe kreative kanter på og give det væk som tæppe!
Eller bare bage og udstikke en stor stak småkager og putte i en dåse til sin bedstemor!
Tilføj kommentar