Plastikken i dit køkken
I et forsøg på netop at begrænse brugen af engangsting som plastposer, stanniol og den slags har jeg længe brugt masser af plastbøtter til opbevaring af mad. Men da jeg forleden satte mig for at undersøge, om det nu også er så smart igen, blev jeg faktisk noget forskrækket. Der er faktisk al mulig grund til at finde alternativer til plast, når vi snakker opbevaring af madvarer. Mange plasttyper lækker små mængder af giftige stoffer, når de er i kontakt med madvarer (især varme eller fedtede af slagsen). Det er jo en gammelkendt sag, når man snakker PVC, men også andre typer plast er problematiske. Det værste er, at man faktisk ikke ved helt nok om farerne, og derfor har jeg personligt besluttet mig for at forsøge at undgå plasten i køkkenet. Jeg vil gerne give nogle tips videre til alternativer, samt hvad man skal være opmærksom på, hvis man fortsat ønsker at bruge (noget) plast i køkkenet.
Om plast
Plast fremstilles af råolie, hvilket i sig selv gør det miljømæssigt problematisk i forhold til noge af alternativerne. Derudover er plast ikke så stabilt som glas, stål eller stentøj, og det kan derfor udskille stoffer til det, der opbevares i det, især hvis det opbevarede er olie/fedtholdigt, i forbindelse med varme eller over længere tid.
Herunder ser du en liste over de forskellige plastgrupper. Den er på engelsk, da jeg ikke lige hurtigt kunne finde en tilsvarende dansk. Numrene er den, du finder inde i den lille trekant et sted på bøtten - finder du den slet ikke, kan du sikkert gå ud fra det værste.
1—polyethyelene terephthalate (PETE)
2—high-density polyethylene (HDPE)
3—vinyl, polyvinyl chloride (PVC)
4—low-density polyethylene (LDPE)
5—polypropylene (PP)
6—polystyrene (PS)
7—other (includes polycarbonate, acrylic, polylactic acid, fiberglass)
De røde er de værste, som man virkelig skal overveje at skifte ud med alternativer. PVC er der vel ingen, der ikke har hørt skal ud. Også de andre skal bruges med omtanke. Læs meget mere nedenfor.
Tommelfingerregler er, at plasten afgiver mest, når det er i forbindelse med olieholdigt mad eller meget varm mad. Bøtter, der ikke er lavet specifikt til mikroovnsbrug er især dumme med varm mad i, men generelt er intet plast så sikkert som fx glas, heller ikke plast til mikroovnsbrug.
Glas, rustfrit stål og emaljeret støbejern afgiver absolut intet til maden og er derfor gode alternativer.
I skabene
Hvis du plejer at hælde mel, sukker og pasta over på plastbøtter for at opbevare det, kan du nemt bare springe dette skridt over og lade det blive i posen til det skal bruges. Men ellers kan du i skabene bruge alle de samme ting, som står under "I køleskabet". Måske skal du være særlig påpasselig med at bruge krukker, som kan lukkes helt, dvs. fx gamle rødbedeglas o.l. OBS: Du skal dog være opmærksom på den slags glas, da nogle af dem er problematiske. Under metallåget sidder en plastmembran, og den har i visse tilfælde vist sig at indeholde phtalater. Sørg altid for, at madvarerne ikke rører ved låget. I nogle glas er der ingen plastmembran - det gælder for mange glas fra Urtekram med honning, peanutbutter o.l., da lågene er af plast hele vejen igennem.
Til brødet
Når man selv bager, kan man komme til at bruge mange fryseposer på at opbevare sit brød, men det er ikke nødvendigt. Man kan bakke det godt ind i kraftigt stof, fx viskestykker, og have det enten i en kurv på bordet eller i skabet. Det bliver ikke tørt som i papirsposer, og det holder lige så længe som i plastposer, hvilket herhjemme er 3 dage. Vask viskestykket efter hver omgang.
I køleskabet
Her kan du rimelig nemt finde alternativer til plasten, og det behøver ikke engang være dyrt.
- Ildfaste fade med låg er gode til opbevaring af madrester eller andet. Bemærk, at lågene ikke slutter tæt, og du skal derfor regne med lidt kortere holdbarhed. Måske kan det hjælpe lidt, hvis du lægger et stykke sammenfoldet madpapir mellem låg og fad. Brug resterne indenfor et par dage.
- Glasskåle med plastlåg. De kan købes nye hos Ikea og isenkræmmere. Du kan også være heldig at finde dem i genbrugsen. Plastlåget slutter tæt og er ikke i direkte kontakt med madvarerne. Jeg har 4 store Bodum Superbowl, som jeg er vanvittigt glad for, hvor plastlåget slutter helt tæt.
- Glas med låg, altså gamle syltetøjsglas, rødbedeglas, peanutbutterglas o.l. De er smarte til små madrester og helt gratis. Brug pestoglas til et halvt løg, der lige skal gemmes.
- Sylteglas. Du ved, dem med et låg, der vippes op, og en gummimembram til at lukke tæt. De er overalt i genbrugser og kan også købes nye i mange størrelser.
- Keramikkrukker med låg findes også alle vegne i genbrugser. Mange er rigtig søde, med påskifter som "smør" og "margarine" og i fede funky mønstre og farver.
- Rustfrit stål kan bruges til madvarer på køl og findes somme tider også i genbrugser, men kan ellers købes nyt hos isenkræmmeren.
I fryseren
Dette er lidt mere tricky end i køleskabet men ikke uladssiggørligt.
- Kraftigt glas med tætsluttende plastlåg. Tjek lige om mærket er egnet til frysning. Førnævnte Bodum Superbowl kan bruges til frys. De har også en linie med glas med plastlåg, som måske også kan fryses?
- Stentøj kan fryses med madvarer i, men hvis låget ikke slutter helt tæt afkorter det holdbarheden en hele del.
- Rustfrit stål kan muligvis også fryses - det skal jeg lige undersøge, men hvorfor ikke?
- Mælkekartoner kan også bruges til at nedfryse i, og isbøtter af pap, som fx Haagendasz, kan også genbruges.
Jeg har valgt at beholde de plastbøtter, som er af polypropylen (nr. 5) specifikt til brug i fryseren, da jeg ikke har nok glas til frys endnu.
Til drikkevarer
Mange af os genbruger plastflasker fra kildevand eller sodavand igen og igen og tror, at det er smart - det har jeg i hvert fald troet i årevis. Og selvom de ofte er lavet af gruppe 1 plast, så er det altså en dårlig idé! Det er åbenbart kendt mange steder, at de efter nogen tids brug begynder at lække giftstoffer - jeg hørte i gr, at de max må genbruges 10 gange, før de skal kasseres.
Man kan i stedet bruge en flaske af rustfrit stål til medbragte drikkevarer på ture.
I køleskabet kan man bruge glasflasker og -kander.
Til turen
Her bliver det rigtig spændende! For man kan jo ikke slæbe rundt på en masse glasskåle i rygsækken.
- Opbevaringsbøtter af rustfrit stål er ikke tunge og kan nemt tages med på ture.
- Kagedåser er ofte lavet af metal, er ikke tunge og kan nemt komme i en rygsæk.
- Hvis du er af sted i bil eller med barnevogn kan du nemt bruge glas, evt. kan du pakke det lidt ind hver for sig i et viskestykke.
- Alternative stof-baserede indpakninger som denne til sandwiches og denne til snacks er fede idéer, som måske kan efterligne derhjemme?
- Hvis du bare ikke har andet end plastbøtter kan du måske pakke din mad ind i madpapir, så den ikke er i kontakt med plasten.
- Til at spise af kan du bruge træ-og bambusskåle og tallerkener, og du kan bruge rustfrit stål-kopper til at drikke af.
Til komfuret og ovnen
"Jeg steger da ikke i plast!!" tænker du måske. Men det gør du altså - hvis du bruger teflonbelagte gryder, pander og bageplader/bagefolie. Teflon er et plastprodukt, og det er i høj grad også sundhedsskadeligt. Hvis det varmes højt op, udskilles en masse partikler, som er så skadelige for fugle, at det nu kræves, at der står på teflonprodukter, at man ikke skal have fugle i køkkenet! Det synes jeg ikke rigtigt indikerer at det er uproblematisk for mennesker. Og der findes alternativer!
- Rustfrit stål holder nærmest evigt. Det kan i stor stil købes i genbrugser men også nyt hos isenkræmmere alle vegne. Sæt i blød i varmt vand med lidt sæbe inden rengøring af fastbrændt mad.
- Emaljeret støbejern er tungt men holder også rigtig godt. Sæt i blød i varmt vand med lidt sæbe inden rengøring af fastbrændt mad.
- Bageplader uden teflon er helt sikre. Bemærk at bagefolie beregnet til at genbruge er teflonbelagt. Alm. bagepapir er derfor bedre, men det er allerbedst for miljøet at bruge bagepladen som den er, og så smøre den inden brug.
I princippet kan man også bruge anodiseret aluminium, som også fås alle steder, men hvis det bliver ridset, kan der afgives aluminium til maden, og det er sørme også skidt. Så de to ovennævnte er de bedste alternativer.
Service
De fleste af os bruger keramikservice, men til børn bruger mange plast. Man kan dog få tallerkener af bambus eller træ, som er fine til børn. Melamin er måske også okay. Kopper af rustfrit stål går ikke i stykker, hvis de ryger på gulvet 
Andet grej
Chancen for, at du har plastpaletter af gruppe 7 plast liggende er stor. De udsættes for betydelig varme i forbindelse med madlavning og kan derfor udskiftes med fordel.
- Træredskaber er gode, rimelig billige og jeg har i hvert fald haft mine i årevis

- Rustfrit stål er slidstærkt, og hvis du bruger gryder af rustfrit stål skal du jo ikke tænke på,om det ridser.
- Melamin er vist også okay forbindelse med madlavning - det skal jeg lige undersøge nærmere.
Læs mere (på engelsk)
[url=http://www.care2.com/greenliving/kitchen-plastic-easy-greening.html]Køkken-plastik - alternativer[/url]
[url=http://findarticles.com/p/articles/mi_m0ISW/is_2001_Jan/ai_70777248]Plastik - den 6. fødevare-gruppe[/url]
[url=http://www.grinningplanet.com/2004/11-09/chemicals-plastic-storage-containers-article.htm]Plastik-opbevaring[/url]
[url=http://healthychild.org/resources/article/shoppers_guide_to_plastics_food_alternatives_to_the_problem_plastics]Indkøbsguide: alternativer til problem-plast[/url]
[url=http://tuberose.com/Teflon.html]Om teflon[/url]
[url=http://www.coopamerica.org/pubs/realmoney/articles/plastics.cfm]Mere detaljeret om problem-plast[/url]
[url=http://greenerpenny.blogspot.com/2007/09/least-toxic-totables.html]Phtalat-frit opbevaring[/url]
[url=http://books.google.com/books?id=S28jeel2VfUC&pg=PA247&lpg=PA247&dq=melamine+bowls+toxins&source=web&ots=HTuEXgO1QZ&sig=A3EPuSbODZP3QKh-LIjSN4Smeqo]Undersøgelse af melamin[/url]
[url=http://www.savvymom.ca/index.php/newsletter/its_your_choice/]Alternativer til plast[/url]
Da jeg havde læst ovenstående links, tog jeg ud for at se på glas og keramik i den nærmeste genbrugs. Jeg fandt for 130 kr. det, du ser på billedet herover (opstillet og fremvist af Falkesfrække veninde, Jasmin
) samt en gryde i rustfrit stål, til erstatning for den tefal-gryde, jeg har stillet ind i legekøkkenet.
Herover ser du det, jeg kasserede fra skabet efter indkøb af glas. Det er gammelt Tupperware og nyt billig-plast, som altsammen glimrer ved ikke at have nogen plastkode på! Derfor er det nu i gang med sit nye liv som opbevaring af knapper 
Pastasauce opbevaret i et ildfast fad i køleskabet - dejligt plastfrit. Kan gå direkte i mikroovnen.
2 pandekager opbevaret i en dyb tallerken med en flad tallerken ovenpå. Det kan gå direkte i mikroovnen. [quote]

plastisk er IKKE fantastisk :)
Tir, 11/06/2007 - 11:45 — Mette Guillaume (ikke efterprøvet)Tankevækkende
Tir, 11/20/2007 - 19:16 — Mette Pedersen (ikke efterprøvet)Microbølgeovn
Lør, 06/14/2008 - 15:31 — Eva (ikke efterprøvet)hej eva, tak for rosen
Lør, 08/09/2008 - 17:36 — sisseHej Super god hjemmeside,
Tir, 10/07/2008 - 20:40 — Vibe (ikke efterprøvet)tak jeg går ud fra, at
Søn, 11/23/2008 - 20:02 — sisseIndpakning af kød
Lør, 06/06/2009 - 09:26 — Anonymous (ikke efterprøvet)Mælkekartoner og lignende!
Søn, 06/14/2009 - 20:05 — Ulf (ikke efterprøvet)Melamin
Søn, 12/19/2010 - 21:59 — Gitte (ikke efterprøvet)Øhh, hvorfor er der så
Ons, 12/22/2010 - 20:49 — sisseIndsend kommentar