Back to top

Maskesting i rib

Jeg har seriøst mistet søvn på det her :-D Hvordan får man det til at passe, når man skal sy to ender af rib sammen?

Måske du har set min opskrift på halsrør i rib, hvor jeg har skrevet remsen ned for dobbeltrib. For nylig havde jeg så brug for at finde ud af hvordan jeg skulle modificere det til enkeltrib - og jeg kunne bare slet ikke! Efter adskillige timers frustration, afvisning af børn og en mindre hjerneblødning (aka rædsom hovedpine) nåede jeg frem til noget, der fungerede, men det var besværligt. Senere satte jeg mig ned med en strikkeprøve for at teste, og endelig - heureka! Det virker, og jeg fatter det! Og så skal det jo klart nedfældes og modificeringer beskrives :-)

Jeg beskriver og viser her, hvordan du syer top og bund sammen i enkeltrib, dobbeltrib, 2x1 rib og 3x1 rib, når du har de åbne masker på pinde. Senere vil jeg prøve at se om jeg kan finde ud af at vise hvordan man skal gøre med aflukkede masker ;-)

Maskesting

Først skal man altså kunne sy maskesting. Hvis du ikke kan det, skal du lave en strikkeprøve med glatstrik og øve dig - se her hvordan. Jeg siger skal, fordi jeg i nedenstående går ud fra at du forstår hvad der menes med ret og vrang i syede masker ;-) Ingen grund til at lave dobbeltarbejde, jo.

Top og bund

Maskesting er, som du kan se, en række syede masker. Det gør, at du kan sy to stykker strik helt usynligt sammen - sindssygt smart. Og syer du to stykker glatstrik sammen, er der ingen køer på isen, det er altså temmelig nemt, og det er endda lige meget om du syer dem sammen top mod bund eller top mod top. Måske jeg lige skal forklare hvad jeg mener med top og bund? Top er den række, du lige har strikket på dit stykke - dvs en række åbne masker, hvor dine retmasker ligner V'er. Bund er opslagskanten - der hvor dine retmasker ligner A'er, uden tværstregen, naturligvis ;-)

Det er så her, du skal være opmærksom på en vigtig ting: maskerne fra bunden er faktisk mellemrummene MELLEM maskerne, og ikke maskerne selv. Det kan du se en mægtig god forklaring på her, som også forklarer hvorfor du har 1 maske mindre i opslaget fra et hækleopslag end du har i toppen, og hvad du kan gøre for at omgå dette, hvis der er behov for det. Det er der dog fx ikke i det halsrør, jeg lavede, eller andre lignende projekter, for sammensyningen bliver fin alligevel.

Midlertidigt opslag

Når man skal sy bunden sammen med toppen, er det smart at have slået op med et midlertidigt opslag, og dem kan du se eksempler og forklaringer på her. Jeg foretrækker hækleopslaget. Når du så er klar til at sy sammen, piller du hækleopslaget op mens du sætter maskerne over på en strikkepind, som du kan se i linket ovenfor.

Ikke-planlagt sammensyning

Hvis din sammensyning ikke var planlagt, kan du faktisk godt pille opslagskanten op. Det er lidt besværligt men slet ikke umuligt. Det kan fx bruges, hvis du har en trøje strikket nedefra og op, der endte med at blive for kort - så kan du pille opslagskanten op og sætte maskerne af på en rundpind. Her vil det nemmeste dog være at klippe op et sted over opslagskanten, for det vil være langt mindre kompliceret end at pille op fra bunden i fx rib (ikke sjovt!).

JEG LAVER EN VIDEO AF DETTE SNART.

For de visuelle

Når du ser på maskerne, kan du måske - hvis du er visuelt orienteret - ret nemt se hvordan du skal ind i maskerne. Du skal ind i hver maske 2 gang, hhv som ret og vrang, men rækkefølgen af de to er det, der gør udslaget - dvs det, der betyder om du syer en retmaske eller en vrangmaske.

Når du så ser på din forreste pind, så kan du måske se, at du skal ind i et retmaske som vrang (bagfra) først, og så tilbage i den som ret, for at det du syer bliver en retmaske. For vrang er det modsat, du skal først ind i det som ret (forfra) og derefter som ret.

Top mod top

Det er ikke muligt at lave en usynlig sammensyning af rib, hvis du syer top mod top sammen - Irene forklarer her hvorfor. Du kan selvfølgelig godt lave en syning - den bliver bare ikke helt usynlig :-)

 

Remserne for rib

Denne artikel har en rigtig god forklaring på hvordan man regner ud hvordan man skal ind og ud af de forskellige masker, men det kan være lidt tricky alligevel. Jeg foretrækker selv at have en remse at følge, mens jeg syer, og det er der nok andre der også gør, så derfor denne artikel :-)

VIGTIGT: For at remserne skal virke, er det vigtigt, at den pind du holder nærmest din krop skal være den med de "rigtige" masker - dvs dem hvor retmaskerne ligner V'er - og ikke den med mellemrummene mellem maskerne.

Før remsen: Forbered som ved alm. maskesting ved at føre nål og garn ind i første (ret)maske på forreste pind som vrang, og derefter første maske på bagerste pind som ret.

Maskerne arbejdes parvist, som du kan se på Irenes video PaaPinden, og første maske af parret tages altid af. Remserne er udarbejdet efter at de(n) første maske altid er ret.

Enkeltrib (1x1)

Dette mønster spænder over 2 masker på hver pind og gentages herefter.

  1. Forreste p: r - tag af; r.
  2. Bagerste p: r - tag af; vr
  3. Forreste p: vr - tag af; vr
  4. Bagerste p: vr - tag af; r

Og den forkortede udgave er altså: ret, ret, ret, vrang - vrang, vrang, vrang, ret

Dobbeltrib (2x2)

Dette mønster spænder over 4 masker på hver pind og gentages herefter.

  1. Forreste p: r - tag af; vr.
  2. Bagerste p: vr - tag af; r
  3. Forreste p: r - tag af; r
  4. Bagerste p: r - tag af; vr
  5. Forreste p: vr - tag af, r
  6. Bagerste p: r - tag af; vr
  7. Forreste p: vr - tag af; vr
  8. Bagerste p: vr - tag af; r

Og den forkortede remse er så:

Ret, vrang, vrang, ret - ret, ret, ret, vrang - vrang, ret, ret, vrang - vrang, vrang, vrang, ret

2x1 rib

Denne her viste sig at være forkert, så jeg fjerner den lige, til jeg har fået lavet den rigtigt :-)

 

3x1 rib

Dette mønster spænder over 4 masker på hver pind og gentages herefter.

  1. Forreste p: r - tag af; vr.
  2. Bagerste p: vr - tag af; r
  3. Forreste p: r - tag af; vr
  4. Bagerste p: vr - tag af; r
  5. Forreste p: r - tag af, r
  6. Bagerste p: r - tag af; vr
  7. Forreste p: vr - tag af; vr
  8. Bagerste p: vr - tag af; r

ret, vrang, vrang, ret - ret, vrang, vrang, ret - ret, ret, ret, vrang - vrang, vrang, vrang, ret

 

Forklaringer til yderligere modifikationer

Når du skal regne ud hvordan du modificerer, er det vigtigt at huske på, at sidste trin på hver pind faktisk er første trin til næste maske. Dvs at når næste maske er en vrangmaske, så skal sidste trin på forreste pind være ret (forfra), og vrang (bagfra) for bagerste pind. Når næste maske er en retmaske, skal sidste trin på forreste pind være vrang (bagfra) på forreste pind, og ret (forfra) på bagerste). Jeg er ikke god til illustrationer, så hvis det her er hublabub for dig, så se om illustrationer og forklaringer i artiklen fra Knitting Daily kan være til hjælp :-) Og ellers må du gerne spørge her!

 

Om syning af rundstrik - gælder både rib, glat og alt det andet

Et lille tip, som jeg har lært fra TECHknitting.com - hvis du syer arbejder i rundstrik sammen med maskesting, skal du springe de forberedende trin over og gå direkte til remsen. De to første masker (en fra hver pind) skal du så bare ikke tage af, men i stedet sætte af på en sikkerhedsnål, mens du syer videre. Når du så når til de sidste masker, skal du tage dem fra sikkerhedsnålen op og sætte på pinden igen og sy færdigt - så kan du afslutte dem pænt :-)

Spørgsmål?

Kommentarer er deaktiveret - skriv til mig via kontaktformularen, hvis du har spørgsmål.